Dodekalitten – Lollands stolte kæmper

Af Mona Faye

Kunsthistoriker

For nogle uger siden havde min mand fødselsdag. Vi havde inviteret familien, og fra vores børn fik han et weekendophold for to personer med alt betalt på Bandholm Hotel på Lolland. Jeg indrømmer blankt, at jeg var noget skeptisk – og det skyldtes udelukkende lokaliteten. I den sidste tid har der jo været megen fokus på dette område af Danmark. Jeg kender mest Lolland fra mine besøg på Fuglsang Kunstmuseum. I samlingerne findes hovedsagelig dansk kunst fra perioden 1850 til 1950. At gense værker af disse kunstnere er altid et besøg værd, så helt galt kunne det vel næppe gå. Men min skeptisk skulle vise sig at være aldeles ubegrundet.

På Bandholm Hotel fik vi en dejlig suite. Gavekortet lød desuden på en tre retters menu i restauranten. Stor var glæden hos min mand, da han studerede vinkortet. Det viste sig nemlig, at husets vin var fra Stellenbosch i Sydafrika. Denne vingård er formentlig den bedst kendte i regionen, og vi havde for nogle år siden besøgt den. Der var tre fine menuer at vælge imellem. Vi havde en dejlig aften.

Næste dag spurgte vi i receptionen, om de kunne anbefale nogle seværdigheder. De anbefalede Dodekalitten. Vi havde aldrig hørt om denne seværdighed, og måtte spørge lidt ind til den, før den kunne fange vores interesse. Receptionisten fortalte så begejstret om Lollands nye turistattraktion, at vi besluttede at lægge vejen forbi.

Ved Kragenæs Havn parkerede vi bilen. Vi havde netop passeret en skov, og i forbifarten fået øje på seværdighedsskiltet. Vi blev enige om, at det måtte være vejen til Dodekalitten – selv om seværdigheden ikke var nævnt på et lille skilt, som til gengæld fortalte om tre gravhøje og jættestuen Glentehøj. Vi var ikke kommet mange meter ind i skoven, før der åbenbarede sig et så smukt syn, at vi var ved at falde bagover; hele skovbunden var dækket af anemoner; der må have været flere hundred tusinde hvide anemoner – og enkelte gule anemoner, som jo bekendt er den sidste af anemonerne, som blomstrer. Det var som at gå i eventyrets have.  

Da vi kom ud fra ”Anemoneskoven” var der anlagt en lille grussti mellem to marker. Det virkede helt surrealistisk; så langt øjet rakte, kunne vi se de smukt pløjede marker. Det gav associationer til den dansk-svenske film Pelle Erobreren. I den film er billederne ofte så overvældende, at man må knibe sig i armen. I et usædvanligt vellykket og meget smukt klip ser man først et nærbillede af linierne i den fattige og halvgamle Lassefars tommelfinger; næste klip er markens pløjede fuger. Jeg kom også til at tænke på fynbomaleren Peter Hansens maleri Pløjemanden vender fra 1902. Det viser bondemanden bag ploven, som trækkes af to heste. Pløjning med heste er et stykke kulturhistorie og et stykke historie, som vores velfærd bygger på. På det tidspunkt var mekaniseringen slået igennem mange steder i landet. Blot ikke i billedkunstens skildring. Medens vi gik og nød landskabet i Ravnsby Bakker, Lollands mest kuperede område, som er formet af to isfremstød og smeltevand under sidste istid, kunne vi i det fjerne se Lollands stolte Kæmper - Dodekalitten.

Om inspirationen til Dodekalitten, der er under opførelse på en mark ud mod Smålandshavet, fortæller komponist Gunner Møller Pedersen og billedhugger Thomas Kadziola: ”I en fjern fortid, hvor havene steg, og vandene overskyllede menneskenes bopladser, brød et folk langt fra syd op fra deres hjemegn, og begav sig mod nord. Det var et civiliseret folk med en rig kultur. De kaldte sig lolerne. En stamme af dem slog sig ned på øen, vi i dag kender som Lolland efter de mennesker, der for omkring 7500 år siden kom dertil.”

Monumentet Dodekalitten består foreløbig af fire gigantiske, høje stenstøtter. Når værket er færdigt vil der være tolv stenstøtter, hver mellem syv og otte meter høje. Stenstøtterne vil, ligesom forfædrene, blive forskellige. De skal danne en kreds, som var de forsamlede til rådslagning, ting eller korsang. Alle vil vende ansigterne mod centrum af en cirkel med en tredive meter indvendig diameter. Dodekalitten betyder på græsk ”Tolvstenen”. Under en kreds af siddesten er indbygget er lydanlæg, som lader ”rumlig elektroakustisk sang, musik og lyd, skabt til stedet, klinge dagligt året rundt”. Det kan udtrykkes mere poetisk: stenstøtterne synger; forfædrenes skygger synger. For det hævdes, ”at de jævnligt sang sammen, ofte stille, men også som fuldtonede, og at de ved særlige lejligheder sang ud over landskabet, en smuk og dragende korsang, som fortryllede, men også skræmte de lokale stammefolk, der ikke var vant til sådanne lyde.” Korsangen må have efterladt sig varige spor i landskabet, ”for fuglene videreførte traditionen i en sådan grad”, at en af de hovedgårde, der langt senere blev bygget, blev kaldt ”Fuglsang”. Ved siden af herresædet ligger det smukke Fuglsang Kunstmuseum.

Dodekalitten er en kunstform, som kaldes Land Art, og hvor naturen spiller en central rolle. Det opstod som bevægelse i slutningen af 1960erne, og der er tale om kunstnere, der arbejder i og med naturen. Der er som regel tale om meget store og omfattende projekter, og materialer udvælges ud fra naturens ressourcer. At arbejde med Land Art kræver grundig forberedelse med research og lokalisering af det rigtige sted.

Den første granitblok til Dodekalitten kom til Lolland fra et svensk stenbrud. Naturligvis hugges der stadig granit i Danmark, men i den danske natur er så store sten ikke længere tilgængelige. I november 2010 kunne det første mejselslag fejres. Det blev til den første af monumentets kolosser, Baldur – søn af Frigga og Lolnir. Figuren er hugget ud i ét stykke; den vidner om den magi, der kommer til udtryk, når billedhuggeren har udforsket stenens muligheder og med sin mejsel og kunstneriske forarbejdning forandrer granitblokken og dermed giver den liv. Det er tydeligt, at Thomas Kadziola har tænkt, planlagt og arbejdet hele forløbet ind i skulpturen. Stenstøtterne har hverken arme eller ben – de er overflødige. Der er ikke meget, der kan forbindes til en menneskefigur, og alligevel udstråler hver eneste stenstøtte i et forenklet formsprog mandighed, styrke, årvågenhed og selvsikkerhed. Det skyldes udelukkende, at billedhuggeren er bevidst om kroppens sprog og menneskets værdighed.

Vor tids søgen mod gamle dyder og kulturelle rødder, kan have været årsag til opførelsen af Dodekalitten. Den kan ses som et forsøg på at forstå den verden, vi har fået i arv, og som vi virker i. Det siges, at den ”viser os lolernes og dermed vor egen baggrund for et demokratisk samfund, hvis urform er samråd, hvor fællesskabet udtrykkes i sang, og hvor bevidsthed om fortiden udtrykkes som respekt for forfædrene”. I Broby-Johansens ”Hverdagskunst - verdenskunst” fra 1966, hvor han behandler forholdet mellem kunst og samfund, bruger han en beskrivelse af samfundet som en verden af muldvarpe og af kunsten som dugdråber: ”Der er ikke så lidt mere farve og lys i den, end mange muldvarpe tror. Og man behøver ikke at kunne nå himlen og plukke dens stjerner. Dugdråben spejler dem.” Mere poetisk kan det næppe udtrykkes.

Seværdighederne ligger tæt i Ravnsby Bakker. Sporene i landskabet efter menneskets aktiviteter går langt tilbage. Mange steder ses store gravhøje. Et stenkast fra Dodekalitten ligger jættestuen Glentehøj, som ikke adskiller sig fra andre af bondestenalderens jættestuer. Alligevel er den speciel. En af dækstenene over gravkammeret vejer omkring femogtyve tons og er dermed en af de tungeste dæksten, man kender til.  Jættestuen er fint bevaret, og menes at være fra 3.200 f.Kr. Ved at placere Dodekalitten tæt på Glentehøj forbinder man nutiden med dens historiske rødder – og tilsammen fortæller de egnens historie i nutid og fortid. Når man står blandt Lollands stolte kæmper synes tidens love ikke længere at eksistere. Man kan rejse fra et sted til et andet; man kan ligefrem mærke den svundne storhedstid rundt omkring sig; se hvilke slags mennesker, der havde deres gang dér i den fjerne fortid; næsten høre de lyde, der besjælede stedet. Det er en ufattelig smuk oplevelse.  

I det oprindelige oplæg har alle forfædrene ansigt. Det er ikke tilfældet i to af de allerede opsatte stenstøtter. Her er ansigtsstrækkene helt væk, og alligevel formår billedhuggeren at give dem et sjælefuldt udtryk. Personligt synes jeg, at det er en fornuftig disposition, Thomas Kadziola har truffet, idet Dodekalitten frem for alt skal være tidløs. Idealerne ændres – hver tid har tydeligvis sine idealer, også når det gælder udseende.

Skulpturen har stærke forgreninger bagud i historien. På Påskeøen blev der for over tusind år siden rejst omkring sekshundrede store moai'er. Der er mange teorier om formålet med dem. Den mest udbredte teori er, at de blev rejst til ære for indbyggernes forfædre. Mange byer har sine landemærker i form af monumenter og statuer, som giver stederne identitet. De er blevet uundværlige markeringer i vore byer. Nu har Lolland fået Dodekalitten. Jeg ser frem til, når alle tolv forfædre er samlet. Thomas Kadziola skal i mange år fremover arbejde på værket og vi må håbe, at forventninger og forhåndsforestillinger ikke bliver en for tung sten om halsen på inspirationen og den spontane oplevelse.

På vej hjem kørte vi forbi en tulipanmark. Det var et fantastisk syn. Tusindvis af tulipaner stod i fuldt flor. Mange forbipasserende stoppede op, og det samme gjorde vi. Vi nød paletten af næsten alle regnbuens farver.

Vi havde håbet at se nogle havørne, idet vi havde fået fortalt, at de fleste danske havørne findes på Lolland og Sydsjælland. Men vi var ikke heldige at se nogle. Det har vi stadig til gode.

Denne artikel skal ses som et forsøg på at højne kærligheden til granittens magi. Og de mange ord kan ses som en orientering forhåbentlig uden at ødelægge den umiddelbare oplevelse. Kunst skal ses i virkeligheden.