Gastronomi på topniveau

Bandholm Hotel ligger i toppen - også med deres 7-retters menu!

Med chefredaktør Knud Meldgaard på hotel

Hotellet ligger i det der af mange kaldes UdkantsDanmark, men en lollandsk ejendomsmægler vil hellere kalde det VandkantsDanmark, det lyder også mere korrekt, da der sjældent er mere end 10 km til den nærmeste strand, skov eller andet attraktivt, der kan få pulsen ned og humøret op. Kort sagt: der er vederkvægende på Lolland, den største af vore Sydhavsøer.

Hvis du og din gæst kommer fra Sjælland, så ligger den idylliske, lille havneby Bandholm ude til højre, mod Knuthenborg Safaripark, når du har passeret Maribo og allerede ved ankomsten mærker man den professionelle atmosfære, der omgiver gæsterne, hvad enten man kommer for at spise, bo eller deltage i en konference.

Hvis man, som jeg, skal gennem den 7-retters menu med tilhørende vinmenu, så er det en god idé, at booke et værelse inden ankomsten og hvis man vælger at begynde løjerne med den nye James Bond ́s udgave af en Dry Martin, så skal du nok ikke køre bil de første par timer – eller 8!

Joseph Kristiansen, der er General Manager på hotellet, kender min svaghed for Dry Martini, men Alexander, der står i receptionen, havde en overraskelse parat. Den hedder VESPER (latin for Aften) og består af Gin (6 cl.), Vodka (1,5 cl.) og Gillet Blond (0,75 cl.) en lille strimmel citronskal. ”Shaken not stirred”. Jo, den er opfundet til James Bond af Ian Flemming allerede i 1953. Serveres i en champagnecouplet og så er du klar til at tage kampen op med alle skurkene i Spectre, og hvis de ikke er til stede, så gå i gang med den 7-retters.

Eliza, der er min tjener denne aften, henter mig i receptionen og fører mig til bordet, der smukt dækket og med en trykt menu og vinmenu – og så går det løs. Eliza, der har arbejdet 10 år på hotellet, er en særdeles kyndig, diskret og professionel tjener med en solid viden om, hvad hun serverer.

Første servering er en Pastinaksuppe på Hønsefond og fløde. Heri er der rodfrugter i forskellige teksturer og blomkålsflager. En særdeles velsmagende suppe, men allerede her møder jeg det problem, der, efter min opfattelse, hersker i for mange af de moderne køkkener: overdrivelsen! Når alt er perfekt, så skal den lige have en tand til. Der er, ganske enkelt, ofte for meget tilbehør, der fjerner opmærksomheden fra selve retten. I dette tilfælde Blomkålsflagerne, som jeg kunne være foruden.

Til den fremragende suppe fik jeg et glas Chablis, Premier Cru, Domaine Vrignaud 2009, lavet på en Chardonnaydrue. Jeg hader normalt Chardonnay, men her var den perfekt. En symbiose af velsmag mellem den kraftige Pastinak med lidt sødme fra rodfrugterne og syren i Chablis ́en.

Næste ret er en Laksetatar tilsat en smule røget laks og serveret med en citroncreme, lidt æblestykker, glaskål og lidt syre. Jeg havde det svært med det røgede, som jeg syntes fjerner lidt af opmærksomheden fra den gode, friske laks, men citroncremen var perfekt som opfrisker til den fede laks og æblestykker gav lidt sødme og balance. Flot servering! Vinen til laksen var en Prinz, Tradition, Rheingau 2014, Riesling. Glem alt om tidligere tiders tyske ”konfirmationsvine”, der hvinede af sukker. Her er vi højt oppe på ranglisten, med en fremragende vin, lidt mineralsk, men med en utrolig kraft af så ung en vin. Et perfekt valg.

Nu er jeg nået til mellemretten, der er sortbroget Landracesvin fra det nærliggende, økologiske landbrug, Knuthenlund. Kødet, et stykke inderlår, er glaseret med en Krenkerup Stout (et lokalt bryggeri) og jeg får lidt glaseret rødløg til. Nu begynder det at knibe med forståelsen. Jeg forstår ikke hvorfor den særdeles dygtige køkkenchef, Naomi, vælger et stykke inderlår, der dårligt tåler at blive skåret i så små stykker (ca 100 gr.).

Det bliver, trods den solide smag, en smule tørt. På min tallerken står der også et lille glas Krenkerup Stout, men jeg har det svært med at blande øl og vin. Vinen, der serveres til, er en Frederiksdal Kirsebærvin 2014, ja, du læste rigtigt: kirsebærvin! Kombinationen af svinekød og denne kirsebærvin var dristigt, næsten frækt, men den holdt. Med 15% alkohol og med en bastant smag af sorte kirsebær og mandler får du en vin der smager af – vin! Øllet, der i sig selv er fremragende, kunne jeg godt have undværet, men jeg erkender både min alder, uddannelse, erfaring – og mine fordomme.

Hovedretten var ovnbagt Oksemørbrad, der af mange regnes for et stykke indifferent, men mørt stykke kød. Det er ofte korrekt, særligt hvis man ikke kan stege et stykke oksemørbrad. Det kan Naomi. Ca 150gr. velsmagende mørbrad, stegt ”Bleu”, (blåt) hvilket ikke betyder, at kødet skal være råt, men meget rødt, ensfarvet og varmt hele stykket igennem. Hertil en Kartoffelcrudite, der er det vi i gamle dage kaldte Rösti, og desuden ristede svampe, lidt ”brændte løg” og lidt brombær. Brombær er mit yndlingsbær. Gerne til vildt, men jeg har lidt svært med dem til oksekød. Til denne fornemme hovedret havde Joseph valgt en Ray ́s Station, Mendocino 2012, lavet på en Cabernet Sauvignon-drue. Den kommer fra Californien. Jeg er ingen ynder af USA og drikker derfor sjældent deres vine. Af denne vin drak jeg to glas?. Uden at tænke på, at jeg måske ikke havde emalje på tænderne, når måltidet var færdigt, så meget tannin og syre var der i denne fremragende vin. Det er ikke en vin for ”tøser og smådrenge”, men en voldsom vin med en solid substans, en overvældende bouquet, masser af ”saft”, farve og, og......... Kære Eliza, tak for det ekstra glas.

- Intet måltid uden ost, siger man i Frankrig og så må det jo være rigtigt. Osten var en Økologisk Blåskimmel med bagt marcipan, blommemarmelade, bluecheese creme og lidt pære. En næsten klassisk, fransk osteanretning, hvor kun den bagte marcipan afveg fra det normale. En fin afvigelse. Til osten var det nu Italien der leverede en fremragende Monte Chiaro Vin Santo Del Chianti 2009, Tribbiano. Også her er vi i den klassiske afdeling, nemlig Toscana, hvor denne pragtfulde dessertvin kommer fra.

Inden desserten var der en lille fin Sorbet af chokolademynte og så var det ellers tid til desserten, der var mørk chokolade og lys Chokoladeganache med Kirsebærsirup og Frederiksdal Kirsebærlikør. Dessertvinen var et glas Domini Veneti Reciotodella Valpolicella 2013, Corvina, Rondinella. En sød, mørk vin med smag af lidt bær og meget aromatisk. Det hele, sødt og godt som afslutning på en formidabel middag.

Konklusion: der er mange årsager til at besøge Bandholm Hotel og selvom det jo ikke er pænt og tale om penge, så er det dog vigtigt, at oplyse om, at priserne, ikke bare ovenstående, men også generelt er særdeles rimelige set i forhold til kvaliteten. Vi er langt fra København og en stor del af de mange gæster, der hver dag besøger hotellet, kommer fra Sydhavsøerne og her er prisniveauet ”provinsielt”, hvilket alle så kan glæde sig over. Det er tid til at takke for en herlig aften og trække sig tilbage til værelset på første sal med den herligste udsigt over havn og vand.