Professionel provinsidyl

Anmeldelse: Knud Melgaard - Omnibus

PROFESSIONEL PROVINSIDYL 

Venlighed, omsorg - og god mad er i højsædet 

Et besøg i Bandholm Hotels restaurant, en søndag aften i august, er som at komme ind i en behagelig, gammel tidslomme. 

Restauranten er fyldt med gæster, hvilket må siges at være ret usædvanligt for en hotelrestaurant, når der ikke kun er tale om hotellets egne gæster, hvilke der dog også er flere af. 

Jeg føler mig derfor tilbage i tiden, hvor det ”gode borgerskab” ofte traf hinanden på byens førende hotel for at indtage en ”Bon Dinér”, som Gustav Wied kaldte det, og hvor gennemsnitsalderen var over det halve århundrede. Det er den også denne aften og det er tydeligt, at der her er tale om gæster, der gerne vil være med på den gastronomiske bølge, men ikke vil have vand over hovedet. Så: ingen myrer eller brændt hø, men et spisekort, der, i sit begrænsede omfang, kan tilfredsstille de fleste. 

Hotellets spisekort kan du finde på Nettet, så jeg vil gå direkte til den 3-retters menu, inkl. vine, hotellet har sammensat til Din Udsendte Anmelder ud fra kortet, og et blik på hvad der serveres ved de andre borde overbeviser om, at selvom Undertegnede er inviteret, så er der ikke gjort ekstra ”stads af Københavneren”, der må ”tage til takke” med den samme standard som alle andre – og den er ikke så ringe endda! 

Menuen 

Et gedigent stykke Fejølaks, varmrøget i honning, serveres med fint snittet rødløg, salat, blomkål og dild i en økologisk fåreyoghurt fra Knuthenlund, indleder middagen. Lækkert, men, som næsten altid ved varmrøget laks, man skal passe på tid og temperatur, så ikke laksen bliver for tør. Denne laks var fin, men lige på kanten. 

Et glas Chablis Premier Cru 2009 fulgte laksen. En god hvidvin, der smagte fint af frugt, men, sikkert pga. sin unge alder, savnede en smule ”krop” og ”karakter” for at spille helt op til den fede laks. Lille detalje. 

Hovedretten var nakkefilet fra Knuthenlund Gods. Fileten var langtidsstegt, hvilket er ”farligt”, da den nemt tørrer ud, men ikke her. Fileten var stegt hel, med bacon og enebær, som vildt, og der blev så skåret en generøs skive, der var vendt (hurtigt) på en grillpande og serveret med en sauce lavet på svampe. 

Nu går det lidt galt. Nu mærker man det provinsielle indslag: der skal noget på tallerknerne! Tak for det, men en smule mådehold var måske på sin plads. Det kan også blive for meget af det gode. 

Broccolibuketter, sukkerærter, et helt stegt forårsløg, rødvinsdampede løg (uhmm) og smørristede kartofler
- og bygotto. Det hele virker meget voldsomt serveret på en tallerken, der måske kunne have været et nummer større, eller, som det bedste, en lidt mindre portion, eller, som det er blevet trendy i København og Aarhus: server kartoflerne i en lille skål á part. 

Jeg sendte en venlig tanke til Selina Juul fra foreningen Stop Spild Af Mad, da jeg til min store glæde så et selskab forlade restauranten med en DoggyBag. Ikke velset i mine unge dage, men særdeles velset i dag. Ros til Bandholm Hotel – og til gæsterne, der ”tør” bede om resterne. 

En fremragende hovedret, selvom jeg ikke, med min bedste vilje, kan forene bygotto, kartofler og svampesauce. Hele denne hovedret bar et gedigent præg af gammel herregårdsmenu, hvilket fortjener ros,men gerne uden den lidt ”fade” bygotto. Drop den, det er min råd til hotellets dygtige køkkenchef Naomi Fouché. 

Vinen til hovedretten var en Ripasso Domini Veneti Classico Superiore – La Casetta, der i vinkortet betegnes som en af Italiens bedste Ripasso, hvori jeg er helt enig. Faktisk så enig, at jeg brød en gylden regel om gæstebud, nemlig den, at man ikke selv beder om mere vin, når man er inviteret. Det gjorde jeg - med held! 

”Intet måltid uden ost”, som Escoffier fastslog det i tidernes morgen, så ham følger vi. En tallerken med pæne skiver af økologiske fåre- og gedoste fra Knuthenlund Gods afsluttede menuen på værdig vis, men med al respekt for de særdeles velsmagende oste, så var det, i al sin enkelhed, de hjemmebagte rugkiks, der satte det fornemste punktum. Gå bare hjem, Bornholmske Rugkiks, her er det en anden ø, der vinder: Lolland! 

Denne rugkiks dannede, sammen med de gode oste og de Kirsebærsirupsyltede valnødder en perfekt symbiose, der fik mig til, helt skamløst, at bede om flere kiks. Det fik jeg så! 

Til disse oste serveredes en glas lokal Frederiksdal Kirsebærvin af høj bonitet, men jeg må beklage, at min fremskredne alder ikke sætter pris på sød vin til ost. Fejlen er min. 

Da jeg havde smagt på den gode Kirsebærvin fik jeg, uden besvær, overtalt den dygtige servitrice til at servere endnu et glas af den gode Ripasso, der passer både min alder og mit sydlandske temperament bedre. 

Konklusion 

Det er ikke første gang, og forhåbentlig heller ikke sidste, at jeg inviteres til at anmelde en restaurant eller et hotel. Den normale procedure er dog, at man dukker op, uanmeldt, og anmelder efter bedste evne og smagsløg – og selv betaler. 

Takker jeg ja til en invitation er det derfor altid med det forbehold, at hvis jeg ikke føler, at måltidet lever op til mine forventninger, så afstår jeg, af høflighedsgrunde, at anmelde, en høflighed jeg jo ikke føler mig forpligtiget til når det er mit eget kreditkort, der har betalt for ”festlighederne”. 

Min konklusion på Bandholm Hotels gastronomiske niveau er særdeles positivt. Der er småting ved hele oplevelsen, der, med min professionelle tilgang, kan ændres, men en anmeldelse over for det publikum, der gerne vil besøge hotellet kan kun være særdeles positiv, så jeg byder gerne på 5 stjerner til Bandholm Hotel. 

******